Trackday og Dm Knutstorp
Knutstorp Zenergy Trackday og DM afslutning 2012
I denne weekend var vi afsted uden resten af Norgren Racing teamet. Kun mig, min far og Anders Larsson som er mekaniker og kører i teamet var tilstede. Da der var DM og trackday på Knutstorp der ligger dejlig tæt på Danmark, valgte vi at tage op og deltage selvom der ikke rigtig var nogen klasse der passede mig. Jeg skulle køre i Rookie600 klassen på min Honda NSF250.
Fredag d. 17 – Zenergy Trackday.
Fredag havde vi 4 træninger og et sprintace i den hvide klasse. I første pas skulle jeg bare ud og køre mig ind på banen og finde rundt med Moto3'eren. Sidst jeg var på Knutstorp var i 2010. I første pas gik det rigtig godt og jeg fandt hurtigt rundt på banen og øgede tempoet lidt. Men så var de 15 minutter også slut. I de 3 næste pas var det bare at køre og få tempoet op. Allerede i andet pas blev det ny personlig bedste tid og jeg blev ved med at øge tempoet i pas 3 og 4.
I sprint racet startede jeg midt i feltet men tabte alt på starten da alle de andre startede på større racere og jeg endte næsten sidst nede i første sving. Jeg kørte forbi et par stykker men ud af første sving var der pludselig stort styrt da en cykel gik i stå og blev påkørt af flere. Jeg var blandt de bagerste og en smule bag ved, men desværre var der en der bremsede lige foran mig, jeg havde allerede set uheldet og var klar til at styre udenom, men jeg ramte ind i ham og sad fast med benet oppe mellem hans kåbe og dæk. Heldigvis ingen slemme skader på mig eller de 5-6 andre kørere som var med i styrtet. Lidt skader på min cykel men desværre noget større skader på de andres cykler. Ærgerlig slutning på første dag.
Her sidder man så lige bagpå en Bimmer, øv
Foto Dan S P Photo, www.dansp.dk
Lørdag d. 18 – Zenergy Trackday
Endnu en dag og cyklen var blevet klar igen. Vi sprang de første 2 pas over da det regnede. I 3. pas kørte jeg ud med nye dæk, skulle ud og teste Pirelli dæk som lige er blevet lavet til Moto3. Jeg kørte ud og fik kørt mig lidt ind på de nye dæk og kørt lidt op i tempo. Ikke nogle specielt gode tider, men jeg var tilfreds og dækkene føltes gode. 4. pas var jeg ude igen og fik kørt endnu bedre tider men ellers skete der ikke det helt store i det pas.
Så blev det tid til endnu et sprintrace. Som undtagelse havde jeg fået lov til at starte sidst da jeg ikke kan accellerere lige så hurtigt som de andre. Jeg tog første omgang stille og roligt og derefter satte jeg tempoet op og fik kørt mig forbi nogle stykker. Jeg endte 3'er i den klasse der hed supersport som egentlig er for 600cc racere. Det er altid sjovt at komme hjem med en pokal.
Om aftenen var der helstegt pattegris til alle på banen. Masser af god mad og rigtig hyggeligt med alle de racertosser og røverhistorier, min far siger at jeg skal nævne de gratis fadøl fra Vestfyen som så ud til at smage godt.Jjeg selv holdt mig til de gratis Jolly-cola der også var stillet til rådighed i rigelige mængder. Hvis man gik tørstig eller sulten i seng, så var man selv ude om det.
Søndag d. 19 DM finalen
første kval gik godt, jeg kørte ikke mine bedste tider, men det var på slidte dæk så manglede lidt greb , jeg var godt tilfreds med næst bedste tid i Rookie600. Jeg fik nogle gode frie omgang ind i mellem og der var det gode konstante tider.
I andet pas kørte jeg ud med et lidt mindre brugt bagdæk. Desværre var det Dunlop og passede ikke sammen med Pirelli fordækket så i nogle sving havde jeg lidt problemer, godt at få det afprøvet også, men jeg fik forbedret min tid. Det samme gjorde de andre, så jeg endte med 4. bedste tid, rigtig godt tilfreds med det.
Til første race var der et sæt helt nye Dunlop på som jeg er vant til at køre med. Jeg fik en god start men endte nede omkring 10. pladsen efter første omgang alligevel. Derefter fik jeg kørt mig lidt op og efter nogle omgange lå jeg 6'er. Jeg kom op til 5. pladsen og lå bag ham et par omgange da han kørte meget defensivt og jeg ikke kunne komme forbi, men da jeg kom forbi fik jeg hurtigt skabt et forspring. Jeg endte 4'er da en af kørerne foran mig udgik fra racet. Rigtig fedt race hvor jeg satte hurtigste tid trods meget lavere topfart end de andre kørere.
I andet race fik jeg en god start igen og var igen nede omkring 10. pladsen efter første omgang. Denne gang var jeg kommet ind i en lidt større gruppe og det tog mig lidt tid at komme forbi. Med 4-5 omgange tilbage fik jeg taget den sidste i gruppen og fik skabt et lille forspring og indledte jagten på 4. pladsen. Jeg kom hurtigt op til ham, men havde lidt problemer med at komme forbi. Jeg var forbi et par gange men blev taget igen. På sidste omgang gik jeg forbi og jeg kunne holde 4. pladsen i mål. Dog uden en rigtig god tid da jeg havde haft meget trafik undervejs.
Min tid i race 1 blev weekendens hurtigste rookie600 tid og jeg lærte en masse af at være afsted denne weekend, især overhalinger stod denne gang på menuen. Det var et super fedt arrangement som Thorleif fra Zenergy Racing havde fået lavet.
Gode træninger, godt humør, alt var på plads og rigtig god idé med helstegt pattegris og langbord om lørdagen efter præmie overrækkelse.